Ny artikel om patienters perspektiver på årsager til sygdom og veje til helbredelse

February 10, 2010

Lektor, cand. mag., ph.d. ved Roskilde Universitet Tove Elisabeth Kruse publicerede i december 2009 resultatet af sit seniorforskerprojekt med følgende artikel: Sygdomsfortolkning og historiebrug. Et patientperspektiv på årsager til sygdom og veje til helbredelse. Bibliotek for Læger, 2009, årgang 201, s. 432-459. Læs hele artiklen her.

Abstract:

Undersøgelsen viser, at patienter med egen sygdom som udgangspunkt
udfører et aktivt erindringsarbejde, der kobler fortid, nutid og
fremtid. De finder årsagerne til deres sygdom i den nære og personlige
fortid. Livsbelastninger, livskriser og egen psykologiske disposition
og evne til at håndtere livets krav og udfordringer skaber sygdom.
Årsagsforståelsen afspejler sig i en massiv og varieret egenindsats i
forhold til bedring eller helbredelse. Undersøgelsen finder en klar
relation mellem årsagsforståelse og egenindsats, og ser synd i moderne
fortolkning som omdrejningspunkt for denne relation. Synd og straf
stadig indgår i moderne menneskers livstydning ifm. sygdom, omend i
nye former og forklædninger. Synd er stadig årsag til sygdom, men den
enkelte synder ikke længere mod Gud eller næsten men mod sig selv.
Synden er i dag verdsliggjort og dens fundament er ikke længere
kollektivt og religiøst, men individuelt og psykologisk. Vejen til
bedring eller helbredelse knytter derfor i vid udstrækning an til den
enkeltes egen fleksibilitet og evne til at lave om på vaner og
mønstre, valg og prioriteringer, værdier og mål. I den udstrækning det
er muligt bl.a. at forlade gamle og sygdomsfremkaldende elementer i
eget liv og egen personlighed og adfærd, er det i patienternes
selvforståelse muligt at skabe grundlag for helbredelse eller bedring.
Analysen peger således på, at nutidens psykologiske teorier om sygdom
og helbredelse dels lukker op for en produktiv egenindsats ifm.
sygdom, samtidig med at teorierne potentielt er “powerful means of
placing the blame on the ill”, som Susan Sontag har formuleret det.

Tro og Helbred – Teologiske Aspekter ved Religiøs Coping.

April 4, 2008

Theol. dr. Niels Christian Hvidt, lektor ved forskningsenheden Helbred, Menneske og Samfund ved SDU er i færd med færdigskrivningen af en teologisk undersøgelse om de religiøse baggrunde for patienters ofte meget forskellige religiøse coping mønstre under titlen Tro og Helbred – Teologiske Aspekter ved Religiøs Coping. Dele af undersøgelsen, der publiceres som monografi, er allerede publiceret i artikler og antologier. (Abstract).

Forestillinger om årsager til sygdom og veje til helbredelse

April 2, 2008

Historiker Tove Elisabeth Kruse, Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet, er ved at sammenfatte resultaterne af en undersøgelse af forestillinger om årsager til sygdom og veje til helbredelse hos patienter, der har indberettet deres sygdomsforløb til Register for eksepsjonelle sykdomsforløp, RESF, ved Nasjonalt forskingssenter innen komplementær og alternativ medisin (NAFKAM) ved Universitetet i Tromsø. Se projektbeskrivelse her.

Videos, Slideshows and Podcasts by Cincopa Wordpress Plugin