Ny artikel om patienters perspektiver på årsager til sygdom og veje til helbredelse
February 10, 2010
Lektor, cand. mag., ph.d. ved Roskilde Universitet Tove Elisabeth Kruse publicerede i december 2009 resultatet af sit seniorforskerprojekt med følgende artikel: Sygdomsfortolkning og historiebrug. Et patientperspektiv på årsager til sygdom og veje til helbredelse. Bibliotek for Læger, 2009, årgang 201, s. 432-459. Læs hele artiklen her.
Abstract:
Undersøgelsen viser, at patienter med egen sygdom som udgangspunkt
udfører et aktivt erindringsarbejde, der kobler fortid, nutid og
fremtid. De finder årsagerne til deres sygdom i den nære og personlige
fortid. Livsbelastninger, livskriser og egen psykologiske disposition
og evne til at håndtere livets krav og udfordringer skaber sygdom.
Årsagsforståelsen afspejler sig i en massiv og varieret egenindsats i
forhold til bedring eller helbredelse. Undersøgelsen finder en klar
relation mellem årsagsforståelse og egenindsats, og ser synd i moderne
fortolkning som omdrejningspunkt for denne relation. Synd og straf
stadig indgår i moderne menneskers livstydning ifm. sygdom, omend i
nye former og forklædninger. Synd er stadig årsag til sygdom, men den
enkelte synder ikke længere mod Gud eller næsten men mod sig selv.
Synden er i dag verdsliggjort og dens fundament er ikke længere
kollektivt og religiøst, men individuelt og psykologisk. Vejen til
bedring eller helbredelse knytter derfor i vid udstrækning an til den
enkeltes egen fleksibilitet og evne til at lave om på vaner og
mønstre, valg og prioriteringer, værdier og mål. I den udstrækning det
er muligt bl.a. at forlade gamle og sygdomsfremkaldende elementer i
eget liv og egen personlighed og adfærd, er det i patienternes
selvforståelse muligt at skabe grundlag for helbredelse eller bedring.
Analysen peger således på, at nutidens psykologiske teorier om sygdom
og helbredelse dels lukker op for en produktiv egenindsats ifm.
sygdom, samtidig med at teorierne potentielt er “powerful means of
placing the blame on the ill”, som Susan Sontag har formuleret det.
Ph.d.-forsvar om tro og alternativ behandling
February 9, 2010
Ph.d., can. psyk. Christina Gundgaard Pedersen forsvarede d. 5. februar 2010 ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, sin ph.d.-afhandling om tro, alternativ behandling og kræft.
Ud fra en undersøgelseskohorte på 3128 brystramte kvinder konkluderer Christina Gundgaard Pedersen, at jo mere troende man er, desto mere alternativ behandling bruger man.
Se mere i disse interviewartikler fra Kristeligt Dagblad med Christina Gundgaard Pedersen:
Forsker: tro og alternativ behandling går hånd i hånd
Troende-kraeftramte-kvinder-er-storforbrugere-af-alternativ-behandling
Følgende videnskabelige artikel af C. Pedersen, S. Christensen, A. Jensen, R. Zachariae kan desuden anskaffes her, (Prevalence, socio-demographic and clinical predictors of post-diagnostic utilisation of different types of complementary and alternative medicine (CAM) in a nationwide cohort of Danish women treated for primary breast cancer, European Journal of Cancer, Volume 45, Issue 18, Pages 3172-3181).
Fra Netværket ønskes der et stort tillykke til Christina og god vind med forskningen fremover!
Påmindelse: Konference om Tro og Helbred 17.-19. Maj 2010 på Syddansk Universitet
February 1, 2010
Dette er en påmindelse til alle interesserede om tilmelding til Konferencen om Tro og Helbred fra den 17.-19. maj 2010 på Syddansk Universitet. Bemærk udsat deadline for abstract submission nedenfor.
Konferencen fokuserer på forholdet mellem tro og helbred samt religiøs coping i sekulariserede samfund med deltagelse af ledende internationale forskere af forskellig baggrund men med spidskompetencer indenfor feltet.
Konferencen henvender sig til alle med interesse for feltet: Læger, sygeplejersker, sjælesørgere, forskere indenfor feltet fra forskellige akademiske discipliner, etc. Der er især lagt op til, at forskere, der er i gang med projekter indenfor feltet, kan præsentere afsluttet og igangværende arbejde i form af papers og posters og på den måde inspirere og selv få kvalificeret feedback fra ovennævnte internationale og nordiske kolleger.
Informationer om konferencen med foreløbigt program, prisinformation og tilmelding finde på engelsk her, og der er et kort abstract på dansk her.
En del har bedt om at få forlænget deadline til indsendelse af abstracts for papers og posters, der hermed udsættes til 15. marts. Tilmeldingsfrist til konferencen uden abstract er 1. april, sen tilmeldingsfrist til højere pris er 1. maj.

